Fredericia Sejlklub blev stiftet i år 1900 med det formål at fremme sejlsporten inden for Fredericia kommune ved bl.a. at arbejde for:

  • At aktive medlemmer sikres den status og de fordele, der kan opnås ved klubbens medlemsskab af Dansk Sejlunion, som er tilknyttet Dansk Idrætsforbund (DIF).
  • Uddannelse af børn og unge i en Ungdomsafdeling (her kaldet Jolleafdeling).
  • Udbredelse af kendskabet til sejlsport ved praktisk og teoretisk undervisning
    for voksne i f.eks. i Sejlerskolen.
  • Afholdelse af såvel søsportslige aktiviteter, herunder kapsejladser, som landværts
    arrangementer med henblik på styrkelse af fællesskabet i klubben.
  • Tilstedeværelse af gode pladsforhold i Fredericia Lystbådehavn.

Formålsparagraffen har ændret sig meget lidt siden starten i 1900 og klubben drives stadig ud fra samme overordnede formål.

Uddannelse af børn og unge i en Ungdomsafdeling (her kaldet Jolleafdeling).
Fredericia Sejlklub ønsker at have en stærk og velfungerende ungdomsafdeling. Ambitionen er at tilbyde børn og unge kompetencer indenfor sejlads der som minimum gør dem i stand til at færdes sikkert på og ved havet. De basale færdigheder vil ofte blive suppleret af færdigheder indenfor kapsejlads og sport, men det er ikke et krav.

Et vigtigt aspekt i en velfungerende ungdomsafdeling er fokus på “Den Danske Model”. Det er i virkeligheden en sammenfatning af en række sunde sociale kompetencer hvor vi – trods den ofte individuelle natur af vores sport – hjælper hinanden og har det godt sammen. Social tryghed giver trivsel og trivsel giver rum til læring og udvikling. Det er vigtigt for Fredericia Sejlklub at udviklingen sker i den rækkefølge.

Udbredelse af kendskabet til sejlsport ved praktisk og teoretisk undervisning
Sejlerskolen er den voksne indgang til livet som sejler. Bare fordi man ikke har brugt hele sin barndom i en jolle, betyder det ikke at man skal afskæres fra sejlerlivets glæder. Tilegnelse af kompetencer sker gennem hele livet og deltagerne i sejlerskolen er alt fra 15-75 år.

Sejlerskolen er ikke kun rettet mod nybegyndere. Forfinelse af kompetencer, repetition af teori eller tilegnelse af et nyt fagområde – det er også vigtige fokuspunkter for allerede erfarne sejlere.

Afholdelse af såvel søsportslige aktiviteter, herunder kapsejladser, som landværts
arrangementer med henblik på styrkelse af fællesskabet i klubben.

Vi skal som klub gøre hvad vi kan for både at skabe liv og aktiviteter for vores medlemmer samtidig med at vi styrker forholdene for sejlere på landsplan (deltagelse i stævnearrangering mv) og samtidig med at vi øger kenskab til sporten

Tilstedeværelse af gode pladsforhold i Fredericia Lystbådehavn.
Dette refererer til den politiske interessevaretagelse hvor vi, gennem samarbejde, søger indflydelse på bådejernes forhold samt naturligvis klubbens forhold. Interessenter er ADP (ejere) samt Fredericia Kommune.

Vi indgår aktivt i styregruppe for lystbådehavnen og søger politisk indflydelse hvor det er muligt.

At aktive medlemmer sikres den status og de fordele, der kan opnås ved klubbens medlemsskab af Dansk Sejlunion, som er tilknyttet Dansk Idrætsforbund (DIF).
Fredericia Sejlklub var i sin tid med til at stifte Dansk Sejlunion som senere er blevet optaget som forbund under DIF.

Dansk Sejlunion er øverste nationale myndighed under World Sailing, og kun gennem medlemsskab af en klub der er medlem af Dansk Sejlunion, kan sejlere deltage i kapsejladser organiseret under World Sailing eller en af underoganisationerne (typisk klasseorganisationer)

TOP