Fredericia Sejlklub afhænger af dedikerede og motiverede frivillige. Dermed er klubben ikke anderledes end mange andre klubber og mange andre sportsgrene.
Sejlads ER en krævende sport og det stiller markante krav til rammerne.

Der skal ordnes grej, der skal sættes både i vandet, der skal laves mad og gøres rent. Grejet skal vedligeholdes og klubhuset skal også have en tur en gang imellem.
Derudover skal sejlerne også andre steder hen og sejle. Til stævner i nabobyen – eller et helt andet land… der kommer logistik og koordinering ind i billedet.
Men HELDIGVIS har Fredericia Sejlklub en fantastisk kultur når det gælder frivillighed. Vi hjælper hinanden og får ting til at ske. Ingen bliver efterladt alene på peron’en og opgaver bliver løst.
Ja det er komplekst og det kan virke overvældende – men også her er der hjælp at hente. De “gamle” rotter deler gerne ud af erfaringen og giver en hjælpende hånd. Alle har været nye på et tidspunkt – det glemmer de færreste.
Er det en sur pligt?
NEJ bestemt ikke – nuvel, det kan da godt være hårdt arbejde en gang imellem, men uanset hvad vi laver – om vi tager på tur til stævner, afholder camps eller stævner eller om vi “bare” organiserer træning for sejlerne, så er hygge og socialt samvær meget højt prioriteret.
Skal du vie dit liv til sejlklubben som forældre??
NEJ – når alle byder ind efter evne og tid så er opgaven ganske overskuelig. Dog forventer vi at alle byder ind da klubben ikke kan drives uden frivillige hænder. Alle indsatser bliver værdsat, så kan du bage en kage, lave noget mad, skrue på en motor, holde styr på noget grej, svinge en rib rundt på en bane eller bruge en weekend som hjælper på en dommerbåd… jamen så er det bare at slå sig løs!
